Kirkegårdens låger sat i stand

Aabenraa Kirkegårds hovedindgang ud mod Forstalle er blevet frisket op. De store smedejernslåger, der formentlig er fra 1880’erne, er blevet sat i stand, sandblæst og malet.

- Lågerne var, forklarer kirkegårdsleder Steen Ove Jensen, i et elendigt forfald. Derfor undersøgte vi forskellige muligheder for at få dem renoveret. Vi besluttede os for selv at stå for renoveringen som en del af det daglige arbejde.

Hovedmanden i arbejdet har været kirkegårdsmedarbejder Steffen Bau, der har brugt sin erfaring som pladesmed. Også Aabenraa Sogns administrationschef, Morten Hansen, har deltaget i arbejdet med sin oprindelige uddannelse som mekaniker.

Til sammen har de haft gang i flere håndværk som at lodde og svejse, og de har fået lågernes åbne- og lukke-mekanismer til at fungere igen. Især lågernes messing-ornamentik, som flere steder var flækket, var det krævende at slaglodde.

Hele renoveringen blev sluttet af med – efter at alt var sandblæst – sprøjtemaling med en ny farve. Tidligere var de fire lågerne lysegrå – nu er de antracitgrå.

Billedtekst

Kirkegårdsmedarbejder Steffen Bau og kirkegårdsleder Steen Ove Jensen sørgede for, at kirkegårdslågerne blev sat på plads efter endt istandsættelse. Foto: Christian Christensen.

30.10.2020