På en mærlige måde dukkede to projekter op, der er helt uafhængige af hinanden – og dog forbavsende ens – indenfor Sct. Nicolai kirkes horisont i foråret.

I Nicolaifællesskabet fik vi på grund af et afbud besøg af Sharmala Buell, der er født på Scri Lanka, men via Canada er rejst til Tanzania, hvor hun har opbygget et hjælpearbejde for gadebørn i byen Mbeya i Sydvesttanzania. Hun har sin egen hjemmeside www.hopeforthefuturetanzania.org  Hun arbejder i al enkelhed med et tilbud to gange om ugen med mad, bibelhistorie og leg. Desuden deler hun morgenmad ud hver dag inden børnene skal i skole. F.eks. kan der for 15.000 kr. gives morgenmad for 85 børn fem dage om ugen i et år. I Danmark kan organisationen kontaktes via sognepræst Robert S. Andersen i Hjordkær, der kender forholdene i Mbeya fra sin tid som missionær i Tanzania.

Det andet projekt, der dukkede op er ledet af pastor Brenham og hans hustru Hanna Dake. Præsteparret har åbnet deres eget hjem for børn, der ellers ikke fik nogen chance. De huser nu 30 børn. Pigerne sover på gulvet i præstens private bolig, mens drengene sover i et rum i kirken. Præsteparret forsøger at rejse støtte til at betale for børnenes pleje og uddannelse, indtil de kan klare sig selv.

Anne Manning (vores kordegn) har selv besøgt stedet og dannet sig et meget konkret indtryk af arbejdet gennem samtale med både børn, præstefamilien og støtter. Stedet hedder Nireekshana Childrens Home.

I begge disse projekter er der tale om en sund og naturlig kombination af diakoni og mission. Der er tale om at række ud til de svageste: Børnene – med både mad, skolegang og undervisning i kristen tro. Begge projekter kan støttes privat, hvor det er muligt at få fradrag for sine gaver. De kan ligeledes støttes ved de regelmæssige indsamlinger i kirken – eller ved at donere i den gamle ”pengeblok”, der står i sydskibet. Begge projekter støttes direkte – dvs. ingen fordyrende administrative led.

Så snart vi er klar, vil der blive fremlagt en folder, der mere udførligt beskriver projekterne.

Støt dette vigtige arbejde – og tag både Sharmale Buell i Tanzania og Brenham og Hannah Dake i Indien med i forbøn.

MobilePay 2033 5689 (Skriv «Missionsprojekt» i tekstfelt.)

www.hopeforthefuturetanzania.com

http://www.nireekshanaorphanage.org