Litteratur-Café i Høje Kolstrup Kirke –  2019

Holder du af at læse? Kan du også lide at debattere det, du læser, med andre?

Vel mødt i Høje Kolstrup Kirke til nogle hyggelige aftener i litteraturens verden. Aftenerne vil forløbe sådan, at ”dagens roman” kort genfortælles, inden vi debatterer dens temaer over en kop kaffe/te, et glas vin og lidt ost. Yderligere oplysninger og tilmelding til Sognepræst Eva Wiwe Løbner ewl@km.dk eller telefon 73 62 72 12.

Forår 2019

Mandag den 4. februar:

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed 

En slægtskrønnike fra 1930ernes Langeland. Marie vokser op på Langeland i et hjem, hvor børnene er mange, pengene få og vold hver dag - også før krigen kommer og gør et fattigt samfund endnu fattigere. Lyset melder sig i form af Otto, en elektrikerlærling med klare blå øjne. Sammen undslipper de Langelands fattigdom og rejser til hovedstaden for at skabe sig en ny og bedre fremtid. Men Langeland flytter med på godt og ondt. Folkets skønhed er vinder af De Gyldne Laurbær 2016 og Politikens litteraturpris 2016.
 

 

Mandag den 4. marts:

Sofi Oksanen: Renselse.
Fra hjertet af Europa, og et lille, renskuret estisk køkken, fortæller Sofi Oksanen en stor og uafrystelig historie om, hvor langt mennesker vil gå for at overleve - og for kærligheden, selv hvis den ikke er gengældt. En slægtsfortælling om to kvinder, en ung og en gammel, som begge bærer på frygtelige hemmeligheder. Aliide Truu er en gammel estisk kvinde, som lever ensomt på landet. Hun opsøges af Zara, en ung russisk kvinde, der har været offer for trafficking, og som nu er på flugt fra sin alfons. Langsomt afdækkes forbindelsen mellem de to kvinder og en grusom historie fra Sovjettiden.

 

Mandag den 8. april:

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Smaragdsliberen

Pierre Levy, en jødisk smaragdsliber får nyt mod på livet efter tre hjertestop. Han genoptager kontakten til sin barndomsven, den muslimske juveler Youssef og påbegynder sit livsværk, slibningen af en sjælden smuk smaragd. Imens rejser Pierres datter, kunsthistorikeren Zara rundt i nogle af verdens farligste afkroge for UNESCO. Hver især bliver de  nu på forskellig vis stillet overfor dødens realiteter og livets skønhed.