Af Hans Lembrecht-Madsen, billedhugger

Døbefont, alterbord og prædikestol i Høje Kolstrup Kirke er alle udført i granit. Man kunne forestille sig, at stenene var der før kirken blev bygget, for på den måde at lege med tanken om, at kirken er bygget på klippegrund.  

Døbefont, alterbord og prædikestol er alle udformet sådan, at de "vokser" ud af gulvet. De er groft huggede fra neden og bliver finere og finere bearbejdet opefter for til sidst at være slebne helt op. Udformningen af døbefont, alterbord og prædikestol tager udgangspunkt i opstandelsen, og der er arbejdet med en rytme i opstillingen, sådan at de tre dele bliver et fast orienteringspunkt i rummet. Døbefont, alterbord og prædikestol er således med til at karakterisere og bestemme rummet.  

Døbefonten

Døbefonten er hugget ud i en organisk, men alligevel "stram" form. Dåbsfadet er fremstillet i alabast, der er hentet i Volterra i Italien. Alabasten er et gammelt kendt materiale og ofte omtalt i bibelen. Alabasten er transparent og giver dermed mulighed for at arbejde med lysets spil i materialet, hvorved netop lysets dimension, livets lys, får en særlig betydning i forbindelse med dåben. Dåbsfadets form er strengt geometrisk, nemlig et kugleafsnit.  

Alterbordet

Alterbordet er hugget i en ydre stram form, hvorimod rummet under bordpladen er givet en grov bearbejdning, således at den fremtræder "ujævn" og rå for at give en hentydning til den tomme grav. Den ydre og indre bearbejdning giver en idé- og formmæssig forbindelse til døbefonten.  

Prædikestolen

Prædikestolen er udformet som en "taleplatform". Frontpladen er på tankeplanet den sten, der er væltet bort fra graven. På frontpladen er der indarbejdet et korsmotiv, som i krydset er "sprængt". En hentydning til den opstandne frelser. Der arbejdes igen i stenen med en grov udformning forneden til den slebne granit øverst. Igen for at skabe en ide- og formmæssig helhed til døbefont og alterbord.

De tre elementer, døbefont, alterbord og prædikestol, er placeret i en ligebenet trekant. Det er en geometrisk styrket opstilling, der skaber ro, fordi der arbejdes med "symmetri".  

Prædikestolen står diagonalt i rummet. Det giver altid "uro" at arbejde på diagonalen i et rektangulært rum, men også spænding og dynamik. Præstens front og taleretning retter sig på denne måde tillige mod alle siddepladser i rummet.  

Sven Havsteen-Mikkelsens altertavle 

Sven Havsteen-Mikkelsen en af de mest vedkommende kirkekunstnere, vi har. Han holder sig til sagen, det vil sige: Det evangelium, der har Kristus som det udiskuterbare centrum.  

Af Jens Kvist, Sognepræst

Da en præst for nu mange år siden blev indsat i sit embede, fik han af forgængeren denne ene formaning med på vejen: Husk på, at du ikke må forstyrre menighedens gudstjeneste. Og det samme gælder al kunst i kirken: Den skal understøtte evangeliet, ikke konkurrere med det eller lede tankerne andre steder hen.

Og derfor er Sven Havsteen-Mikkelsen en af de mest vedkommende kirkekunstnere, vi har. For han holder sig til sagen, det vil sige: Det evangelium, der har Kristus som det udiskuterbare centrum.  

 

Gennemgang af altertavlens fortælling

Alterbilledets ni felter handler alle om Kristus, og centrum er Kristi kors. Havsteen-Mikkelsen maler billeder, som K. L. Aastrup skrev salmer: Prunkløst, stærkt og stilfærdigt. Enkelt i sin klare evangeliske forkyndelse. Og med den kontrast af lys og mørke, der jo så at sige er evangeliets og livets egen kontrast.  

Lad os begynde øverst i venstre hjørne. Motivet her er julenat, og det er umuligt at lade være med at tænke på ordene fra Johannes-evangeliet:

"I Ordet var liv, og livet var menneskenes lys, Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det."

At bjælkerne i stalden danner et kors, er ingenlunde tilfældigt. For Havsteen-Mikkelsen er Jesu lidelseshistorie ikke begrænset til dagene fra skærtorsdag aften indtil opstandelsen. Nej, den begynder i stalden i Betlehem, hvor hans mor svøbte ham og lagde ham i en krybbe, fordi der ikke var plads til dem i herberget. Og der blev aldrig plads siden. Ikke før den venlige Josef af Arimatæa stillede den grav til rådighed, der var beregnet for ham selv.

"Han kom til sine egne ~ og de tog ikke imod ham", som det hedder hos Johannes.

Det næste billede forestiller Jesus som 12-årig i Templet, og det er vistnok den eneste gang, kunstneren har malet dette motiv.  

Jesus stiller stormen på søen er motivet for det tredje billede i øverste række. Det motiv finder vi også på prædikestolen i Sct. Jørgens Kirke. Men der er stor forskel. I Sct. Jørgens Kirke er vandet stadig i vældigt oprør, i Høje Kolstrup er vandene faldet til ro.  

Går vi videre til det venstre billede i den midterste række er vi i Gethsemane Have, hvor Jesus bad i angst:

"Fader, er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi. Dog ikke min, men din vilje ske."

Det er lykkedes kunstneren at afbilde Jesu sindsbevægelse i skyerne i baggrunden. Også de har været udsat for storm. De er ganske forblæste.  

Billedet i midten forestiller vandringen ud til Golgatha. Det ser ud, som om alle er med til at bære korset, og således understreges det, at det ikke bare var onde menneskers værk dengang. Nej, igen og igen korsfæster vi Guds søn til vore egne forventninger og krav. Som Kingo siger det i en passionssalme:

"...og når på din dom jeg grunder / ser jeg og mit segl derunder."

Golgatha er ikke et passionsspil, hvor vi som tilskuere får lov til at sidde og synes, at det er synd for Jesus. Nej, synden er placeret et helt andet sted, nemlig hos os selv. Og derfor munder nævnte salme også ud i følgende bøn: Så din dom er mig til både / og jeg bliver dømt i nåde. (Den Danske Salmebog nummer 163).  

Det næste billede er mørket over Golgatha, der sænkede sig i Jesu dødsstund. Vi bemærker, at korsene har en vis lighed med galger. Igen en understregning af den evangeliske samtidighed: Det er os her og nu, det handler om. Guds ord kan vi aldrig sende videre til dem, vi måtte mene har mere brug for det end vi selv har. Gør vi det, har vi ikke forstået noget som helst.  

Billedet nederst til venstre er nedtagelsen af korset. Og der er en tydelig rød farve, der så at sige slynger sig om korset, ligesom det i det hele taget er den røde farve, kærlighedens farve, der dominerer dette billedfelt.

Mon dog ikke kunstneren har haft Grundtvigs salme: Hil dig, felser og forsoner (Den Danske Salmebog nummer 167), i tankerne? Her hedder det jo:

"Du det ser, jeg har i sinde / rosenkrans om kors at vinde."

Og på spørgsmålet om, hvad der fik Guds søn til at opgive alt og meddele sig hel til os, svarer Grundtvig selv: Kærligheden, hjertegløden / stærkere var her end døden! Altsammen rummet i dette meget stærke billede, der nok taler om døden, men også taler døden imod.  

Det næstsidste billede er stærkt domineret af den jordiske, blå farve. Igen: Det er her og nu, det foregår. Vi befinder os ved den tomme grav sammen med Maria Magdalene. Og vilkåret for os er det samme som for hende og de andre kvinder: Ud fra den tomme grav lyder det glædelige budskab:

"Han er opstået fra de døde, han er ikke her"

Men den tomme grav i sig selv beviser jo ingenting. En tom grav kan man, både bogstaveligt og billedligt talt, lægge alt i. Opstandelsens budskab er aldeles værgeløst over for enhver, der råber løgn! efter det. Det kan kun håbes og tros.  

Det sidste billede er Emmaus (se Lukas 24) eller Jesu genkomst. Havsteen-Mikkelsen har engang sagt, at han aldrig kunne drømme om at male selve opstandelsen. For hvordan skulle man kunne male noget, som ingen har set. Ikke engang evangelisterne forsøger med ord at "male" opstandelsen. Så skal vi andre heller ikke gøre det.  

Sven Havsteen-Mikkelsens alterbillede i Høje Kolstrup Kirke er andet og mere end en udsmykning. Det er en prædiken om, hvordan det gik det ord, der blev kød og tog bolig midt iblandt os. Vi forsøgte at sende det tilbage med et:

Nej tak, vi har ikke plads. Men ordet vender tilbage igen og igen. Uanset hvor ofte vi vender Gud ryggen, vender han aldrig ryggen til os. Og det er det, der skrækker, skønt det fryder.