Af Annette Hedensted, sognepræst

Høje Kolstrup Kirke er vokset ud af beboernes initiativ i boligområdet Høje Kolstrup sidst i 1970´erne. Beboerne kan nu gå i kirke i lyse, moderne kirkerum, men i begyndelsen foregik gudstjenesterne i et kælderlokale under en boligblok.

Høje Kolstrup Kirkes forhistorie går tilbage til 1977, hvor daværende sognepræst, Erling Albinus, begyndte at holde månedlige gudstjenester i et kælderlokale i det område af Aabenraa, som kaldes Høje Kolstrup.

En gruppe beboere mente, der var for langt til byens øvrige to kirker, og de ønskede sig gudstjenester afholdt lokalt. Det var et godt initiativ med stor effekt.  

Det førte til oprettelse af en stilling som sognepræst i Aabenraa med henblik på betjeningen af Høje Kolstrup. Området, der nu efterhånden var vokset til at være beboet af mere end 3000 mennesker i blokke og parcelhuse med egen købmand, skole og idrætsforening.

Kirkelivet udvikler sig i kælderen

Man fortsatte med at holde gudstjenester i det kælderlokale. Frivillig arbejdskraft havde indrettet rummet smukt til gudstjenestebrug. Aabenraa menighedsråd ydede fra starten et beløb til salmebøger, prædikestol og betalte leje af salen til boligforeningen.

Fra april 1982 overtog menighedsrådet lejemålet af salen, og den blev nu indrettet med døbefont og nadverbord. Salen blev også frisket op med nye farver, nye stole og nyt tæppe.

Kirkesalen blev fra da taget i brug som officiel Kirkesal for Høje Kolstrup, og det var nu indforstået, at man kunne fejre dåb, vielse og så videre i disse omgivelser.  

Efter et mellemspil med først et harmonium blev der også med tiden råd til et mindre orgel, som nu er flyttet med over i vores nye kirke.

Folk savnede en "rigtig kirke"

Foredrag, studiekredse og ældremøder begyndte at gro frem, og altsammen gik ganske udmærket.  Men den tanke, som lå bag Kirkesalen, at folk fra lokalområdet fortrinsvis skulle gå til gudstjeneste og få foretaget barnedåb, konfirmation, vielser og begravelser her, havde svært ved at slå igennem.

Det jo ikke "nogen rigtig kirke", som man sagde - og man havde også gennem årene vænnet sig til at benytte byens to andre kirker, Sct. Nicolai Kirke og Sct. Jørgens Kirke.

Ingen penge til kirke

Noget måtte ske - det var klart for enhver. I første omgang kom menighedsrådet så på den tanke, at der skulle opføres en egentlig kirke på Høje Kolstrup. Man gjorde et grundigt forarbejde, tog ud og så på kirker og fik en arkitekt til at tegne en kirke.

Der var hele tiden tvivl, om det nu også var det projekt Høje Kolstrup havde brug for. Det var en dyr investering at bygge en ny kirke mente man. Og den kandidat, som stillede op med erklæringen om, at tiden ikke var inde til at bygge nye kirker i Aabenraa havde vind i sejlene.

Alternativ løsning i 1997

Menighedsrådet begyndte at se sig om efter en alternativ løsning. Man tog udgangspunkt i det presserende behov, at skaffe et bedre lokale til undervisning af konfirmander, og at holde gudstjenesterne andetsteds end i kælderen. Samtidig ville man bygge en bolig til præsten, så samhørigheden mellem sogn, kirke og præst blev styrket.

Man analyserede Høje Kolstrups behov. Det førte til, at arkitekt Mads Thuesen-Møller udarbejdede et forslag til en præstegård samt en bygning med kirkesal og konfirmandlokale.

Det nye byggeri skulle ligge på det højeste punkt i et hidtil ubebygget området af bydelen Høje Kolstrup. Projektet tog sin begyndelse i foråret 1997.

Folde-ud kirkerum

Midt imellem nogle gamle fredede egetræer står projektet færdigt. Den omkringliggende natur har fra starten givet området atmosfære. Bygningen med kirke og konfirmandstue er tænkt som en "3-i-en-løsning", der er kalket hvid indvendig og udvendig. I rummets ene ende ligger konfirmandstue, i den midterste halvdel er foyer, i den øverste ende er selve kirkerummet.

Alle 3 rum er skilt fra hinanden ved hjælp af foldedøre. Rummene fungerer separat eller som en helhed alt efter behov og antallet af mennesker.

Er der mange i kirke, bliver hele rummet lavet til kirke.  Er der mange til foredrag, vender stolene væk fra alteret, og så man sidder og hører foredrag fra konfirmandstue-enden. 

Kirkens inventar udvalgt efter nøje overvejelser

Da byggeriet blev sat i gang skulle menighedsrådet til at finde egnet inventar til lokalerne.

Især kirkedelen skulle komme til at volde kvaler. Tre vanskelige opgaver stod for: Alterparti, døbefont, Prædikestol, altervægsudsmykning og stolebænke.

Meget arbejde og mange overvejelser og møder er gået forud for de beslutninger, man til sidst traf. Vi valgte stole frem for bænke, idet stole har den grad af fleksibilitet, som et kirkerum, der skal kunne bruges til mange formål, har brug for.

Alterbord, døbefont og prædikestol er lavet i mørkegrå granit af billedhugger Hans Lembrecht-Madsen, Aabenraa.

Alterbillede

Alterbilledet er af Sven Havsteen-Mikkelsen. Vi føler os meget priviligerede over at have erhvervet denne perle, som med sin klare kristne forståelseshorisont tjener kirken fornemt.

Alterbilledet er vigtigt, ikke mindst fordi Høje Kolstrup er den bydel i Aabenraa, der har det største antal flygtninge og indvandrere boende. I det perspektiv må vi stå ved vores kristne livsholdning, og give andre religiøse grupperinger mulighed for klart at finde ståsted i forhold til os, der er i den dansk folkekirke-sammenhæng. Ægte sameksistens og tolerance befordres ikke via udviskede konturer, men snarere gennem klare standpunkter. 

Lyd fra lånt klokke

Kirken har så også fra starten haft sin helt særlige lyd, idet vi har været så heldige at kunne låne en klokke fra Vangede Kirke, der nu hænger og ringer til gudstjeneste i det sønderjyske i en midlertidig klokkestabel.

Det er jo en kirke i laver

Vi troede, det var en midlertidig bygning med kirkesal og konfirmandlokale, en forløber for en senere kirke, vi var i gang med at indrette, men da vi fik øjene op, kunne vi godt se, at det var en kirke.

Ja, og det skete med hjælp fra biskop Olav C. Lindegaard. Biskoppen gjorde, ved et møde, os det begribeligt, hvad det var, vi var i færd med.

Vi var i færd med at bygge kirke. Det fremgik blandt andet af de ting, vi ønskede at fylde i vort kirkerum. De havde så langt fra midlertidighedens karakter. Inventaret signalerede snarere blivende kirke. Ikke mindst de tonstunge granitting som skulle være i kirken: Alterbord, prædikestol og døbefont, der skulle se ud, som om de var vokset op af undergrunden.

Derfor søgte vi kirkeministeriet om at måtte kalde vores nye næsten opførte projekt for kirke - og vi fik lov.

Og sådan gik det til, at Aabenraa fik sin tredie kirke - men Aabenraa er stadig et sogn - og 4 af byens 5 præster har sin regelmæssige gang i kirken på Høje Kolstrup.

Kun fremtiden kan så afgøre, om folk vil tage kirken til deres hjerter - så den for alvor kan blive brugt til det, den også var tiltænkt: Til de kirkelige handlinger, der løfter os ud af vores hverdag og giver vort liv et menigsfyldt strejf af evighed.