Sct. Jørgens Kirke er rejst af en lille dansk frimenighed, da Aabenraa var prøjsisk. De grundvigianske rødder præger også kirkens arbejde, da den bliver folkekirke. 

Af Erling Albinus og Preben Sørensen

"Så fik de bygget kirken og hvad fik de ud af det?". Udtalelsen røber, at kirken blev rejst af andre grunde end dem, man ellers har til at bygge en kirke.

Udenforstående opfattede først og fremmest den nye kirke som et forsøg på at irritere de prøjsiske myndigheder.

Det var naturligvis en for snæversynet betragtning, men indeholder den sandhed, at frimenighedskirken ikke blev rejst af folk, der principielt var frimenighedsfolk, og at deres motiver til at bygge den var bestemt af den nationale kamp i »udlændighedstiden.«  

I grundstensdokumentet hedder det:


»Frimenighedskirken i Aabenraa er bygget i året 1903 af en lille dansk menighedskreds, som i flere år har samlet sig om frimenighedspræst Rasmus Thomsens forkyndelse. Den kreds, som har rejst kirken under stærk modstand fra de prøjsiske forvaltningsmyndigheders side, indvier den i det håb, at den altid må være et samlingssted for en dansk menighed, som her kan høre Guds ord forkyndt på sit eget tungemål, vort elskede danske modersmål, som mere og mere tilsidesættes, tilbagetrænges og uddrives af de gamle sognekirker.«  

 

Rejsegildet 4. oktober 1903.
Billedet hænger i kirkens dåbsværelse.
H. P. Hanssen, nr. 4 fra højre,
C. C. Fischer, nr. 2 fra venstre

Møder på hotel Fønix

Begyndelsen til frimenigheden i Aabenraa blev gjort med dannelsen af "Udvalget for kristelig Virksomhed i Nordslesvig" i maj 1895. Udvalget ønskede sig regelmæssige kristelige møder i byen.

Det første kirkelige møde fandt sted onsdag den 18. december 1895 på hotel Fønix, danskernes samlingssted. Der var mødt 50 tilhørere op.  Frimenighedspræst Rasmus Thomsen talte. Møderne, der mindede om gudstjenester fortsatte med uregelmæssige mellemrum frem til kirkens indvielse i 1904.

 "Saal-abtreiberei" med "Politi-Matzen

Myndighederne så ikke med velvilje på grundtvigianernes fremtrængen og forsøgte ved hjælp af det såkaldte »Saal-abtreiberei« at forhindre møderne.

Ved at true hotelværterne med at nægte fornyelse af bevillingen tvang myndighederne den lille kreds til at flytte fra sted til sted, indtil Sprogforeningen ved århundredeskiftet gav den husly på den nyerhvervede ejendom Folkehjem.  

Man lod også politisergent Carl Matzen overvære møderne og indgive beretning. Matzen holdt øje helt frem til 1908, da den nye forsamlingslov trådte i kraft. »Politi-Matzen vil gerne i kirke«, sagde man i Aabenraa.  

Det var ikke nogen stor flok, der samledes til gudstjenesterne. Oftest en 30 til 40 personer, og »blandt mændene i menigheden udgjorde de meget bevidste danske et overvejende flertal.«

Lille menighed med stor plan

Frimenighedspræst i Haderslev, Thade Petersen, der i begyndelsen var med til at arrangere de kristelige møder i Aabenraa, fortæller, at menigheden i Aabenraa var lille. Så meget mere må man da imponeres over, at man fattede planen om at ville bygge en kirke, og at man også formåede at føre den ud i livet.  

Planen blev til efter tilskyndelse fra pastor Thomsen, der havde stået for byggeriet af frimenighedskirken i Haderslev. Den 2. april 1900 dannedes efter forbillede fra Haderslev en forening med navnet: Kirkeligt Samfund for Aabenraa og Omegn. Dermed kan der siges at være dannet en grundtvigsk menighed i byen.

Bestyrelsen kom til at bestå af gårdejerne Nis Callesen, Lerskov, og Jacob Michelsen i Kolstrup, samt agent Salomon Refslund. 14 personer meldte sig straks som medlemmer og erklærede sig villige til fuldt ud at bruge frimenighedspræst Rasmus Thomsen som deres præst.  

Man får indsamlet 5000 mark, og fra et udvalg for den sønderjydske Kirkesag i Kongeriget får man de resterende 15.000, som kirken koster. Kirkebyggeriet sinkedes af myndighederne, især ved gentagne udvisninger af murermesterens danske svende. Men den 4. oktober 1903 kunne der holdes rejsegilde, og 2. påskedag, den 4. april 1904, kunne indvielsen finde sted.   

I Højskolebladet for den 15/4 1904 giver Thade Petersen en beskrivelse af kirken og af dens festlige indvielse. Han nævner, at der deltog omtrent 300 mennesker.

Indvielsen skulle naturligvis have været foretaget af Rasmus Thomsen, men da denne var blevet syg, blev det frimenighedspræst Poulsen fra Bovlund, der foretog den højtidelige handling - selvfølgelig efter dansk ritual.  

Præst cyklede fra Haderslev med sejl i medvind

Pastor Thomsen kom aldrig til at virke som præst i frimenighedskirken i Aabenraa. Han døde i 1905, og i et lille halvt års tid efter indvielsen blev der ikke afholdt gudstjenester i kirken.

Først da Thomsens efterfølger, Thade Petersen, var blevet ordineret, kom han - oftest cyklende - fra Haderslev til Aabenraa for at holde gudstjeneste. Endnu fortælles der om det sejl, han spændte på cyklen, når der var medvind.

I 1904 opløste »Kirkeligt Samfund for Aabenraa og Omegn« sig selv, og det ses ikke, at der har været nogen egentlig bestyrelse for frimenigheden. Enkeltpersoner fra byggeudvalget foretog de krævede anmeldelser af gudstjenesterne og førte bog over bidragyderne. Sprogforeningen, der havde skænket grunden til kirken, stod som ejer af denne, indtil den overdrog kirken til foreningen Sct. Jørgen i 1922.  

Sønderjydske frimenighedspræster

I 1908 meldte to sønderjyder sig til tjeneste i de sønderjydske frimenigheder; det var de dansk uddannede cand. theol'er Knud Rosendal og Niels Hansen. Niels Hansen gik efter 1/2 års forløb over til journalistikken, men Rosendal blev ordineret 2. pinsedag 1910 i frimenighedskirken i Aabenraa. Rosendal bosatte sig i byen. Han skulle også hjælpe til som præst på Vesteregnen.  

I 1910-14 blev gudstjenesterne på skift varetaget af Thade Petersen og Knud Rosendal. I september 1914 blev Rosendal indkaldt som soldat. Han blev sparket af en hest i tjenesten, og han kunne derfor først virkei som frimenighedspræst fra sidst i 1916.  

I 1913 var 63 familier tilsluttet menigheden, og i årene 1909-13 blev i alt kun 24 børn døbt i kirken.  Gudstjenestebesøget var jævnt og vedblev med at være det. I årene op mod krigen prøvede Rosendal at samle en flok til bibellæsning, samt en kreds af bidragydere til Santalmissionen.  

Genforeningen 

Da genforeningen nærmede sig, trængte spørgsmålet om frimenighedernes fremtid sig på. Rosendal og Thade Petersen indtog hver sit standpunkt. Rosendal gik ind for, at frimenighederne på nær Rødding skulle opløses og gå ind i folkekirken. 

»Frimenighedssindet vil der ikke være meget af, naar vi først faar Tyskerne paa Porten.«

Thade Petersen holdt derimod på, at frimenighederne skulle fortsatte eller gå ind i folkekirken som valgmenigheder.  

I Aabenraa gik det, som Rosendal mente, det burde gå. Frimenigheden blev opløst. Gudstjenesterne i kirken fortsattes dog, idet nogle præster - først og fremmest provst Nielsen, Ensted, - prædikede hveranden søndag.

Panorama ca. 1910 Fra "Historiske Samlinger for Sønderjylland"

Sct. Jørgens kirke bliver folkekirke 

I april 1948 fyldte pastor Ludvigsen 70, og foreningen Sct. Jørgen fandt tiden inde til en nyordning af forholdene. Kirken blev overdraget til menighedsrådet, og præsteboligen solgt til samme. Foreningen fik løfte om at få den afgørende indflydelse på valget af Ludvigsens efterfølgere.

Efter flere møder med et stigende antal deltagere af folk, der følte sig knyttet til Sct. Jørgens kirke, valgtes sognepræsten i Borris, Markus Karl Kofoed. Han fik titel af residerende kapellan og blev ejendommeligt nok indsat i Sct. Nikolaj kirke (iflg. provst Beyer for at understrege at menigheden i byen var én)  og ikke i Sct. Jørgens.

Efter provstens bestemmelse skulle den residerende kapellan prædike én søndag om måneden i Sct. Nikolaj kirke, og sognepræsten samme søndag i Sct. Jørgens. En ordning, man forlod efter få års forløb, da den viste sig kun at være til ulejlighed for såvel menighed som præst.  

Efter april 1948 må Sct. Jørgens kirke administrativt siges at være annekskirke til Sct. Nikolaj kirke, men i praksis fungerer den som sognekirke for den nordlige del af byen. Men mange familier også i den sydlige del af Aabenraa føler sig stadig knyttet til »lille kirk'«, som den populært kaldes.

Endnu er der også familier i nabosognene, der fra gammel tid føler sig knyttet til Sct. Jørgens kirke.

En forskel mellem kirkerne i byen viser sig stadig deri, at det kirkelige arbejde, der traditionelt er knyttet til Indre Mission, har forbindelse med Sct. Nikolaj kirke, mens det grundtvigske folkekirkelige syn præger det arbejde, der udgår fra Sct. Jørgens kirke.