A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gav stor bevilling til udvidelse af orgel og pulpitur i Sct. Jørgens Kirke, Aabenraa

Det var med stor glæde og taknemmelighed at Aabenraa Sogns Menighedsråd ved mødet den 25. september 2013 modtog meddelelsen om bevillingen fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til udvidelse af orgel og pulpitur i Sct. Jørgens Kirke, Aabenraa, på tre millioner kroner.

Den store donation fra A. P. Møller Fonden gjorde det muligt at give Sct. Jørgens Kirkes Pigekor samt korleder og organist Mogens Damm tidssvarende rammer for kor og kirkemusikarbejdet. Kirkens daværende orgel levede ikke op til den dygtighed og omhu, der lægges i kirkens musik.

Sct. Jørgens Kirkes Pigekor hører til blandt landets absolut bedste. Ud over at medvirke ved søndagens højmesse og kirkeårets højtider har koret 30 gange deltaget i Danmarks Radios TV-program Før Søndagen og givet et utal af koncerter i ind- og udland. Sct. Jørgens Kirkes Pigekor blev etableret i 1977.

Det nye orgel blev leveret af Orgelbyggeriet Marcussen & Søn i Aabenraa.

Med donationen fra A. P. Møller Fonden løftedes ikke bare kirkemusikken i Sct. Jørgens Kirke, men i hele Aabenraa Sogn. Med projektet kom Sct. Jørgens Kirke orgelmæssigt på niveau med Aabenraa Sogns to andre kirker, der begge har meget anerkendte og velrenommerede instrumenter. 

Det nye orgel blev taget i brug i september måned 2015 og blev indviet ved en festgudstjeneste den 27. september 2015. 

For yderligere information:
Sognepræst ved Sct. Jørgens Kirke Jens Kvist, tlf. 74 62 49 16, e-mail jkv@km.dk

Formand for Sct. Jørgens Kirkes kirkeudvalg Ove Steiner Rasmussen, tlf. 23 30 46 43, e-mail post@ovesteiner.dk