
Drop-in Vielse
Et romantisk kirkebryllup behøver ikke involvere en stor og dyr fest eller måneders planlægning. Til Drop-in Vielse kan I komme forbi og blive gift i den romantiske Sct. Jørgens Kirke ”Æ Lille Kirk” uden at aftale tid inden.
Alle par er velkommen! Mindst én af jer skal dog være medlem af folkekirken.
Sådan foregår drop-in Vielsen
I bliver viet på samme måde som til et traditionelt bryllup, "Så tilspørger jeg dig", osv. Forskellen er, at præsten ikke holder en personlig tale for jer. Selve højtideligheden varer ca. ti minutter.
Når I ankommer til kirken, afleverer I jeres prøvelsesattest og får en personlig samtale med Eva eller Thomas. Hvis der ikke er kø, bliver I gift med det samme. Til sidst følger musikken jer ud med en brusende bryllupsmarch, og vi byder på et lille glas bobler for at fejre jeres ægteskab.
I må meget gerne invitere venner og familie med, men I kan også komme alene. Kirken stiller gerne med vidner.
Husk at medbringe prøvelsesattest
For at blive Drop-in gift kræver det en fælles prøvelsesattest, som I bestiller på Borgerservice.dk ved at udfylde en ægteskabserklæring. Attesten beviser, at I ikke allerede er gift. Den skal bestilles senest en uge i forvejen. Ring evt. til Borgerservice, hvis I ikke når det i tide.
Bryllup i Aabenraa
I kan naturligvis blive gift i alle vores tre kirker eller udenfor året rundt på traditionel vis, uanset om I foretrækker at være bare I to, eller om I kommer med et stort følge af venner og familie.
Har i spørgsmål? Eller vil i gerne arrangere en Vielse på et andet tidspunkt kontakt os her:
Aabenraa Sogns Fælleskontor
Næstmark 19
6200 Aabenraa
Telefon: 74 62 17 80
E-mail: aabenraa@km.dk
Send sikkert: https://sikkerformular.kirkenettet.dk/contact/form?sid=9010