Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Sct. Jørgens højskoleaften - Fortælle- og sangaften - om N.F.S. Grundtvig i ord og sang

Dato
Torsdag d. 29. september 2022, kl. 19:30
Sted
Sct. Jørgens Kirke, Kirkebakken, 6200 Aabenraa

Velkommen til Sct Jørgens Højskoleforening. Denne aften byder vi velkommen til:

Ann-Mari Max Hansen

Hun kommer med en fortælle- og sangaften om N. F. S. Grundtvig – og især om kvinderne i hans liv med skuespiller Ann-Mari Max Hansen og hendes pianist.

”N.F.S. Grundtvig har altid stået som en lettere støvet, bleg figur i min bevidsthed. Nok vidste jeg at han havde skrevet et utal af salmer og at han var inspirator og fundamentet i højskolebevægelsen, men derudover rakte min viden om ham ikke langt. Og sådan tror jeg (desværre) der er mange, der har det i dag.

Ad uransalige veje fik jeg pludselig flere bøger om hans liv i hænderne og blev grebet af hans passion, ånd og kreativitet. Efter nogen tids studier stod denne mesterlige kæmpe pludselig lyslevende foran mig og nærmest kaldte på at blive bragt til live.”

I den forbindelse har skuespiller Ann-Mari Max Hansen skabt en fortælle-/sangaften om Grundtvig og de kvinder i hans liv, som førte ham ind i eksistensen, bl.a. Constance Leth, Lise Blicher, Marie Toft m.fl. – også for at fremhæve den sensuelle og lidenskabelige del af Grundtvig, hans passion for det levede liv, hans kampe, rystelser/nedbrud, troen, glæden, sangen og især fællesskabet.

Praktiske oplysninger 

Møderne finder sted i Havsteenstuen og kirken, Kirkebakken 21, og er åbne for alle. Kaffen ved møderne er gratis for medlemmer af højskoleforeningen. Ikke-medlemmer betaler kr. 25,- for kaffe/ kage pr. møde 

Det er muligt at rekvirere Kirkebilen. De skal have besked senest kl. 12 samme dag, som mødet finder sted, på telefonnr.: 51 51 16 51.

Medlemskab Medlemskab af foreningen koster 175 kr. for et helt højskoleår, der går fra august til august. For medlemsskab kontakt: Kirsten Meisner, tlf.: 23 95 79 94